Hjælp til oversvømmelsesberørte kommuner

torsdag 19 apr 18
|
Med konkrete værktøjer og bedre analyser til at imødegå oversvømmelser ser Aabenraa Kommune nye muligheder i COHERENT.

Interview med Hans Odgaard, Biolog
Kultur, Miljø & Erhverv, Aabenraa Kommune


Med konkrete værktøjer og bedre analyser til at imødegå oversvømmelser ser Aabenraa Kommune nye muligheder i COHERENT.


Aabenraa Kommune er en af de deltagende case-kommuner i COHERENT. Samtidig er Aabenraa en af de mange danske byer, der historisk set har lidt under voldsomme oversvømmelser med store omkostninger til følge, og Aabenraa er et af de 10 udpegede områder i Danmark i henhold til oversvømmelsesdirektivet.

- COHERENT er interessant for os at være med i, fordi det har fokus på en problemstilling, som bliver værre og værre med klimaændringerne. Derfor er det også et arbejde, som vi allerede har fokus på, og vores deltagelse i COHERENT er en mulighed for at vi lærer mere om både processen og samtidig får nogle konkrete og bedre analyser og værktøjer til, hvordan vi kan imødegå oversvømmelsessituation. Både de akutte, men også i planlægningen af, hvilke permanente tiltag vi skal gøre for at sikre byen bedre, siger Hans Odgaard fra Aabenraa Kommune.

Aabenraa Kommune har gennem lang tid arbejdet med oversvømmelsesproblematikken og stiller derfor også både erfaring samt materialer og undersøgelser til rådighed i projektet. Derudover er de også interesseret i at både bidrage til og blive klogere på, hvordan man f.eks. måler og værdisætter skader i et bredt perspektiv, hvordan man varsler, hvordan vigtig ”trafik” holdes i gang, hvordan befolkningen og institutioner involveres osv. i forbindelse med oversvømmelser.

- Større gennemskuelighed, bedre vurderinger og beslutninger samt redskaber og værktøjer til at finde de bedste løsninger på problemstillingerne er for os vigtige output af COHERENT. Derudover er det også interessent og lærerigt for os at indgå i et tværfagligt samarbejde med både andre kommuner, men særligt også DHI, DTU og DMI. COHERENT giver mulighed for at se på tværs af kommunernes interesser, forskningsinteresser og praksis i og med, at der også er virksomheder med, som udvikler løsninger til beskyttelse af kyster, siger Hans Odgaard.